Velkommen 2020 – Kunst for Alle i Aarhus

Winter 150×120 cm/SOLGT Hjerm Kunstgalleri

Opdatering mandag 20. januar: Torsdag 23/1 går det løs i Ridehuset kl. 16. Jeg har desværre ikke flere fribilletter, men kontakt mig, hvis det er, for måske kan jeg fiske nogle hos kollegaer fra den anden side af Bæltet.

Glæder mig til at se jer på stand 8.

********************

Et nyt år, en ny tanke, en ny bevægelse. 2020 ligger foran os. Jeg har besluttet at lade foråret stå åben til fordybelse og har sagt nej tak til udstillinger og har heller ikke søgt, som jeg plejer. Jeg trænger simpelthen til at have tid til at eksperimentere og finde ny inspiration. 

Men først kalder Kunst for Alle i Ridehuset i Aarhus. Fra torsdag 23. januar til søndag 26. januar 2020. Jeg er på stand 8 og glæder mig til at se jer. Kom og få en snak og et kig. 

Jeg har nogle fribilletter til udstillingen – gælder til en af de fire dage. Først til mølle, send mig en mail, hvis du er interesseret. 

Læg mærke til, at det Tv vært, journalist og kunsthistoriker Peter Kær, der holder åbningstalen torsdag 23.01.20 kl. 17 – det kan godt gå hen og blive interessant.

Læs pressemeddelelsen her om udstillingen:

Ungt blod til KUNST FOR ALLE i Ridehuset

For 18. år i træk står Ridehuset i Aarhus atter i kunstens tegn: KUNST FOR ALLE finder sted fra torsdag 23. januar til søndag 26. januar 2020.

Arrangør Charlotte Jensen ønsker at vise nye talenter på udstillingen. I år har hun blandt andet udvalgt 13 kunstnere, der ikke før har deltaget.

”Vi ønsker at vise nye talenter på messen. Det er vigtigt for mig, at der kommer nyt kunstblod til. I år er vores yngste kunstner Carla Kjærgaard kun 17 år, og hun maler nogle virkelig spændende billeder,” siger Charlotte Jensen.

Ligesom de forrige år er det intime møde mellem de 55 kunstnere og publikum i centrum, når dørene slås op til fire intense kunstdage i Ridehusets unikke og hyggelige atmosfære. Og der er masser af muligheder for at erhverve ny og spændende kunst til hjemmet eller virksomheden.

Weekenden byder på nutidskunst i alle facetter: Gå på opdagelse i figurative former i både farverige og afdæmpede universer samt abstrakte og ekspressive udtryk. Hør kunstnerne fortælle, hvordan maleriet eller skulpturen er skabt.

”Selv om jeg har arrangeret ”Kunst for alle” over 30 gange, holder jeg aldrig op med at være glad for den kvalitet og bredde, som kunstmessen repræsenterer. Mødet mellem kunstnerne og publikum er fortsat en betydningsfuld del af hele konceptet. Folk vælger kunst med hjertet, og det er der masser af mulighed for. Alle kan vitterlig finde kunst her, som på den ene eller anden måde siger dem noget,” siger Charlotte Jensen.

Hovedvægten på KUNST FOR ALLE er på billedkunst, og der udstilles tillige foto, keramik og skulptur. Der er mulighed for at tage en kunstpause i caféen.

Tv vært, journalist og kunsthistoriker Peter Kær holder åbningstalen torsdag den 23.01.20 kl. 17

 

Charlotte Jensen har arrangeret KUNST FOR ALLE i Aarhus 18år i træk, treår i Ålborg og i København de seneste ti år.

Fakta om KUNST FOR ALLE 2020 Ridehuset Aarhus.

Arrangør: KUNST FOR ALLE – www.kunstforalle.dk
Sted: Ridehuset Aarhus, Vester Allé 1, 8000 Aarhus C.

Kontakt: Charlotte Jensen mobil 2282 1212– info@kunstforalle.dk

Åbningstider:
Torsdag        23. januar 2020 – Kl. 16.00 – 20.00

Fredag         24. januar 2020 – Kl. 10.00 – 19.00

Lørdag         25. januar 2020 – Kl. 10.00 – 18.00

Søndag       26. januar 2020 – Kl. 10.00 – 17.00

Entré: Kr. 60,- børn u. 16 år gratis

Helle Kjærulf

Helle Kjærulf er billedkunstner og journalist. Helle Kjærulf is an artist and journalist

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.