The Art Fair Kunst for alle, Lokomotivværkstedet 2020 2. okt.- 4. okt.

The Art Fair Kunst for alle, Lokomotivværkstedet 2. okt. til 4. okt. 2020

Jeg glæder mig til at se jer i København for 11. år i træk til The Art Fair Kunst for Alle i Lokomotivværkstedet. Åbningstiderne: Fredag 2. oktober kl. 15-20, lørdag  3. oktober kl. 10-18 og søndag 4. oktober kl. 10-17.

Jeg er på stand B29 hele weekenden. Glæder mig til at se jer! Se pressemeddelelsen – og lidt nye malerier bliver sat ind længere nede. Lige nu er det teknisk umuligt.

Hvis I vil have fribilletter, så send mig en mail!

NB, der kører shuttlebus seks gange i time fra Dybbøl Bro Station til Lokomotivværkstedet og omvendt, så man kan måske lade bilen blive hjemme. 🙂

OG CORONA-INFO

Arrangøren af The Art Fair Kunst for alle 2020 er løbende i kontakt med Corona-hotline, der har oplyst følgende:
The Art Fair Kunst for alle 2020 er pt. ikke underlagt forsamlingsforbuddet, men kører under de regler, der gælder for museer og kunsthaller.
I Lokomotivværkstedet må der under gældende regler være 1.411 personer ad gangen, hvilket på trods af stort besøg foregående år ikke har været tilfældet på én gang, selvom The Art Fair Kunst for alle 2020 er en meget velbesøgt kunstudstilling.
Der vil stå folk ved indgangen og tælle hver gang, der går nogen ind eller ud – og så vil de besøgende ”grupper” blive bedt om hhv. at starte i A- eller B-området.
Udover at der vil være masser af håndsprit, er der også købt rigtig mange mundbind, hvis der skulle være nogle af de besøgende, der ønsker at benytte dette, men arrangøren anbefaler alle besøgende selv at medbringe dette.
Dette betyder, at udstillerne måske også vil stå med mundbind eller visir.
Og så følger The Art Fair Kunst for alle 2020 naturligvis alle sundhedsmyndighedernes regler / opfordringer med skiltning, afstand, skærme osv. osv.
Således bør alle kunne føle sig trygge på The Art Fair Kunst for alle 2020 i Lokomotivværkstedet.
 
 

Pressemeddelelse 

”The Art Fair Kunst for alle” i trygge rammer i Lokomotivværkstedet

Lokomotivværkstedets mange kvadratmeter gør det muligt at afholde ”The Art Fair Kunst for alle” midt i en corona-tid. Velkommen til det årlige festfyrværkeri af kvalitetskunst for enhver smag.

Når dørene slås op til ”The Art Fair Kunst for alle 2020” i Lokomotivværkstedet, er 150 kunstnere og en del gallerier klar tiltre intense dage fra fredag 2. oktober til søndag 4. oktober.

Efter alle kunstens regler er der taget højde for, at alle, både besøgende og kunstnere, passer på hinanden og holder afstand. Blandt andet bliver der én indgang og én anden udgang.

”Som arrangør er jeg i konstant kontakt med myndighedernes Covid-19-hotline, så alle regler bliver overholdt, og alle kan føle sig trygge ved at besøge udstillingen,” siger den erfarne arrangør Charlotte Jensen, der med denne messe i alt har ført 31 af de store udstillinger ud i livet.

Hun tilføjer for en god ordens skyld, at ”The Art Fair Kunst for alle” ikke hører ind under forsamlingsforbuddet, og at der må være 1.411 personer ad gangen i Lokomotivværkstedet. Og enhver, der går ind og ud, bliver løbende talt op.

Af de alsidige kunstnere fra hele landet er der både professionelle, etablerede og nye talenter. Charlotte Jensen lægger vægt på, at hun hvert år kan vise nye kunstnere på messen. Desuden er skaren af deltagende gallerier, der bl.a. består af Galleri Oxholm, Galleri Rasmus og Galleri Kbh. udvidet med Galerie Knud Grothe, Galleri V58, Galleri ”Det er kunsten”, samt det parisiske galleri Art4You.

Hovedvægten ligger på billedkunst, men også sten- og bronzeskulpturer, keramik, glaskunst og fotokunst er repræsenteret.

”Selv om der i år skal holdes mere afstand, er det fortsat mødet mellem kunstnerne og publikum, som er en betydningsfuld del af hele konceptet. Mange køber kunst, når de bliver forelskede i et værk, og det er der masser af mulighed for. Alle kan finde kunst her, som på den ene eller anden måde rører dem,siger Charlotte Jensen.

Ligesom sidste år er der mulighed for at få sit portræt med hjem: Kunstnerveteranen Jeff Ibbo vil tegne portrætter for kun 100 kr. Og den erfarne kunstner Grethe Tranberg hjælper under hele udstillingen malelystne børn i gang på børnestanden.

Den bredtfavnende kunstnerflok står klar alle tre dage til en snak med de besøgende i de spektakulære udstillingslokaler i Lokomotivværkstedets 10.000 kvadratmeter skråt over for Fisketorvet.

Seks gange i timen i hele messens åbningstid er der shuttlebus fra Dybbølsbro Station til Lokomotivværkstedet.

Fakta om kunstudstillingen:

”The Art Fair Kunst for alle” har kørt i Aarhus i 18 år og finder sted hvert år i januar. For 11 år siden blev konceptet udvidet med en årlig kunstmesse i København. ”The Art Fair Kunst for alle” har desuden fundet sted i Aalborg i tre år.

Titel: The Art Fair Kunst for alle 2020 Lokomotivværkstedet Cph.  

Arrangør: The Art Fair Kunst for alle – www.kunstforalle.dk

Kontakt: Charlotte Jensen, mobil 2282 1212 eller info@kunstforalle.dk

Sted: Lokomotivværkstedet – Otto Busses Vej 5A – 2450 København SV – www.lvcph.dk

 

Åbningstider:                  

Fredag 2. oktober 2020, kl. 15.00 – 20.00

Lørdag 3. oktober 2020, kl. 10.00 – 18.00

Søndag 4. oktober 2020, kl. 10.00 – 17.00

Entré: Kr. 75,- Børn u. 16 år gratis adgang.

 

 

 

 

Helle Kjærulf

Helle Kjærulf er billedkunstner og journalist. Helle Kjærulf is an artist and journalist

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.