Kunst for Alle i Lokomotivværkstedet, KBH

Jeg glæder mig til at se jer på stand 33, det er lige til højre efter indgangen. Som altid serverer jeg et glas vin og en snak om mine billeder, hvis man har lyst – især fredag 6. oktober, hvor der er fernisering. Jeg vil være der alle tre dage.

Det er jo første gang, at Kunst for Alle er i Lokomotivværkstedet – det er spændende, lokalerne skulle være ret spektakulære og mere rå end Øksnehallen. Det tager ca. 8 minutter at gå fra Dybbølsbro Station. Se ruten her. (scroll lidt ned, så kommer kortet).

Kontakt mig, hvis I er interesserede i billetter. I år gælder billetterne til en af de tre dage, udstilingen varer. 
Mere info i pressemeddelelsen, som følger her.

Think 110×150 cm

Pressemeddelelse 

Kunst for alle igen i København

For ottende år i træk foregår kunstmessen ”Kunst for alle” i København. Denne gang i Lokomotivværkstedet, hvor 150 kunstnere fra hele landet viser deres nyeste værker.

Den alsidige kunstmesse ”Kunst for Alle” rykker til Lokomotivværkstedet og slår fra fredag 6. oktober til søndag 8. oktober 2017 dørene op til tre intense dage med masser af kvalitetskunst.

150 kunstnere står klar til dialog med publikum i de originale og rustikke udstillingslokaler i Lokomotivværkstedet skråt over for Fisketorvet.

Det er ottende gang, ”Kunst for Alle” finder sted i hovedstaden. De deltagende kunstnere er både professionelle, etablerede kunstnere og nye talenter. I år udstiller mere end 40 for første gang på messen.

”Kunst for alle” har hovedvægt på billedkunst, men også sten- og bronzeskulpturer, keramik, glaskunst og ikke mindst fotokunst er repræsenteret.

Et børneværksted er bemandet med kunstner Grethe Tranberg under hele udstillingen, og kunstneren Kathrine Van Godt vil dagligt have workshop for børn.

Jens Erik Sørensen, projektdirektør på CC Copenhagen Contemporary, holder åbningstalen på ferniseringsdagen fredag 6. oktober kl. 16. Derefter bliver publikum trakteret med en lille koncert med operasanger Andrea Pellegrini, den danske mezzosopran, der bliver akkompagneret af guitarist Thea Vesti Pedersen.

Kendetegnet ved ”Kunst for alle” er, at publikum kommer helt tæt på kunsten og kunstnerne. Arrangør og kunstnerisk leder Charlotte Jensen udvælger deltagerne, så der er kunst for enhver smag.

I Lokomotivværkstedets 10.000 m2 har hun i år skabt et åbent rum til et intimt kunstmøde.
”Det møde er en vigtig del af hele konceptet. Samtidig er weekenden en god mulighed for, at kunstnere kan netværke på kryds og tværs,” fortæller arrangør Charlotte Jensen.

Når publikum er mæt af kunst, serverer caféen både mad og drikkevare

Fakta om kunstudstillingen:

I Aarhus har ”Kunst for alle” kørt 15 år i træk og for otte år siden rykkede konceptet til hovedstaden, samt til Aalborg for 2 år siden.

Titel: Kunst for alle CPH 2017

Arrangør: Kunst for alle – www.kunstforalle.dk

Kontakt: Charlotte Jensen, mobil 2282 1212 eller info@kunstforalle.dk

Sted: Lokomotivværkstedet – Otto Busses Vej 5A – 2450 København SV – www.lvcph.dk

Åbningstider:                  

Fredag 6. oktober 2017, kl. 15.00 – 20.00

Lørdag 7. oktober 2017, kl. 10.00 – 18.00

Søndag 8. oktober 2017, kl. 10.00 – 18.00

Entré: Kr. 50,- Børn u. 16 år gratis adgang.

Skriv et svar